Kaffe er en drik, som er så stor en del af vores kultur, at vi næsten ikke tænker over det. Vi drikker kaffe til morgenmaden, på arbejdet eller i hyggestunder. Og den kan være tilberedt i kaffemaskine, som en hurtig instant-kaffe eller i en avanceret espressomaskine. Rundt omkring i verden spiller kaffe også en stor rolle, men kaffekulturen kan tage mange former.
De fleste kender den italienske kaffekultur, med den espressoer, cappuccinoer og caffe latter. Det er let at blive forvirret over alle de måder, man kan servere en espresso på. Forvirringen bliver ikke mindre, hvis man tager til Spanien. Her må man bestille en café solo, hvis man er i humør til en espresso og en café doble, hvis det er nødvendigt med en dobbelt. Det er dog måske café con leche, en kaffe med mælk, der er nationaldrikken. Den bliver drukket om morgenen, om aftenen, ja, den går også som afslutning på de fleste måltider. Kaffe er en vigtig del af den spanske kultur og meget af det sociale liv i byerne foregår på cafeerne. Hver region har sine egne ritualer. Malaga byder på det højeste antal cafeer per kvadratmeter i hele verden, og rejser du til Mallorca vil du opleve, at de har deres helt eget kaffetilbehør, Ensaïmada, der er en slags croissant med flormelis.
Her i Europa har vi altså hver vores kafferitualer og måder at tilberede den mørke drik på. Men i et af de lande, hvor de rent faktisk fremstiller kaffebønner, Etiopien, har de udover at eksportere kaffe til hele verden også selv en rig kaffekultur. Tilberedningen af en kop kaffe kan dog være en noget tidskrævende proces, en ceremoni, der for eksempel afholdes til ære for gæster. De grønne kaffebønner ristes i en fladbundet pande over varme kul i nogle minutter til olierne begynde at trække ud af bønnerne, men uden at de bliver brændte. Bønnerne bliver puttet i en morter og malet i hånden, hvorefter de bliver placeret i en jabena, en kande lavet af sort ler. Når den har kogt bliver kaffen hældt i en anden beholder, og sat til at køle af, hvorefter den bliver hældt tilbage og varmet op. Til sidst drikkes kaffen af små kopper, enten sort eller med lidt sukker, urter eller salt. Lidt mere avanceret end morgenkaffen fra maskinen!
I Tyrkiet har de også en berømt måde at brygge kaffe på. Her putter man meget fintmalet kaffe direkte i vand, der er lige på kogepunktet uden at spilkoge. Og vil man have sukker i kaffen, skal den tilsættes under kogningen, ikke efter. Den tyrkiske kaffe findes også store dele af Østeuropa, for eksempel i Bosnien, hvor en lignende måde at tilberede kaffe på går under navnet bosnisk kaffe. Også i Tjekkiet og Slovakiet støder man tit kaffe på kogemaner. Kaffen bliver tæt og stærk, men man kan selvfølgelig risikere, at der kommer lidt grums med i koppen, når man hælder op, hvilket man ikke er vant til, hvis man plejer at drikke kaffe, der er løbet gennem et filter. Til gengæld siger man, at grumset kan bruges til spådomme. Så næste gang, du bliver irriteret over kaffegrums i bunden af koppen, så fortvivl ikke. Din fremtid gemmer sig måske i mønstret.